Vælg side

Christian Nørfelt VM i Ultratrail 2018

Christian Nørfelt VM i Ultratrail 2018

Forberedelserne

Jeg forberedte mig til dette løb med nogen nervøsitet. Jeg har i tidligere ultraløb været plaget utroligt meget af kramper. Nogen gange, er de kommet allerede omkring de 25 kilometer og så er der altså langt hjem, når løbet er 85 km. langt! Og for at føje til mine tvivl omkring udfordringen, så var jeg brændt fuldstændig sammen i den portugisiske varme til VM i ultratrail i 2016, hvilket var sidste gang, jeg løb en lignende distance. Dengang blev de sidste 30 km. en ren kamp for overlevelse, hvor kramperne og varmen tog al energi ud af mig og jeg droppede fra at lave et godt resultat til et bare nogenlunde acceptabelt resultat. Med det in mente, gik jeg ind i forberedelserne til dette års VM med stor ydmyghed. Jeg havde trænet mere – især mængde med tempo. Jeg havde besøgt én af de andre dygtige løbere, der også er fysioterapeut, nemlig Anders Aagaard, som forsøgte at løsne min krop lidt op. Jeg havde deltaget i et bjergløb i løbet af vinteren og en træningsweekend i Sverige. Og sidst, men ikke mindst, forsøgte jeg mig med ekstra kosttilskud af magnesium i ugerne op til.

Min daglige træning ligner på mange måder en træning til et fladt marathon. Det skyldes hovedsageligt, at jeg bor på Frederiksberg. Jeg vil gerne løbe meget mere trail i min træning, men hver gang, jeg vil i skoven, skal det vejes op mod transporttid. Jeg tilstræber dog, at jeg kommer i skoven mindst én gang om ugen, hvor jeg typisk løber en langtur. Ellers krydrer jeg min træning med eleveret løbebånd, StairMaster, bakkespurter og lidt styrketræning.

Selve løbet:

Startskuddet gik kl. 6 om morgenen på et atletikstadion, der hørte til universitetsområdet i byen Castellon, der ligger mellem Barcelona og Valencia. Sammen med Anders Aagaard var jeg kommet lidt sent hen til startportalen og derfor stod vi langt tilbage i feltet. Vi talte dog situationen ned over for hinanden og mindede os om, at der var langt hjem. Tempoet var friskt ud af byen og de forreste trak hurtigt fra. Efterhånden som solen stod op og lyset kom frem, ramte vi de første spor og dermed også de første reelle stigninger. Stierne var rimeligt fine – tørre og stenede og stigningerne var heller ikke så hårde – endnu. Men grundet vores placering i feltet, var det svært at holde egen rytme og finde flow. For os virkede det som om, at mange forcerede hårdt på bakkerne, men løb langsommere på de flade stræk og de få nedløb. Først efter lidt over 5 kilometer. følte jeg, at jeg kunne løbe mere frit.

Stemningen undervejs var helt fantastisk. Der var mange tilskuere undervejs på ruten og især ved depoterne blev man virkelig heppet frem. Ved første vanddepot efter ca. 8 kilometer stod holdkoordinator Søren og fortalte, at Simon var ca. et minut foran. Jeg var stadig sammen med Anders og umiddelbart efter os kom Peter og David. De næste mange kilometer fulgtes jeg mere eller mindre med Anders med undtagelse af nedløbende, hvor jeg trak lidt fra. Derfor kom jeg også ind før Anders i hoveddepot nummer to efter 40 kilometer lige i det øjeblik, hvor Simon forlod selvsamme depot. Efter dette fulgte der et relativt langt stræk, der var uteknisk og kun let stigende. Her så jeg Simon foran mig. Jeg troede, at han villes toppe for at tisse i vejkanten, men i stedet fortsatte han i let gang/løb, men han tissede. Jeg var imponeret og tænkte, at det kunne jeg da også! Det kan jeg sådan set også, viste det sig, men det var fint lige at få vasket underbenene efter målgang…

Det var begyndt at blive varmt og trætheden kunne da mærkes, uden at det var alarmerende. På dette relativt flade stræk indhentede jeg Simon, der brokkede sig over de flade partier og gav udtryk for, at han glædede sig til den sidste del af løbet, hvor de fleste højdemeter ville ligge. Umiddelbart efter dette, indhentede Anders os og satte et forrygende tempo op igennem et udtørret flodleje. Det var let stigende, men ganske teknisk og Anders trak hurtigt fra. Jeg slog koldt vand i blodet og håbede, at kunne fange ham senere i løbet. Jeg havde ved depotet samlet mine stave op, men stadig ikke haft dem i brug og jeg overvejede allerede her, om jeg skulle smide dem igen i sidste hoveddepot efter omkring 62 kilometer, da jeg ikke følte, at stigningerne var så slemme.

Stavene kom dog frem, da terrænet virkelig begyndte at stige og jeg blev faktisk rigtig glad for at have dem med hele vejen til mål. Med stavene fremme og i godt trav og let løb op ad bakke indhentede jeg til min store overraskelse Anders lige før et vanddepot omkring 51 kilometer. inde i løbet. Han sagde, at han var brændt ud. Jeg forsøgte at opmuntre ham og tilskyndede ham til at komme til hoveddepotet ved 62 km., hvor han kunne sidde ned, køle af og få noget energi indenbords. Først dér måtte han tage stilling til, om han ville udgå, sagde jeg. Jeg håbede selvfølgelig, at vores dygtige depothjælpere ville kunne drive ham videre, men desværre lykkedes det ikke og Anders udgik, ligesom Simon også valgte at trække stikket i samme depot.

Jeg kløede derimod på og selvom kilometertiderne dalede og jeg kunne se, at min ambition om at komme igennem på omkring 10 timer var overvurderet, var humøret højt. Jeg kom igennem sidste hovedepot, hvorfra jeg tog en ekstra flaske, da der nu ville være lige over 15 kilometer med 1000 højdemeter til næste vanddepot. Den ekstra falske vand blev jeg glad for undervejs! Det var varmt og stigningerne blev noget hårdere, ligesom dele af nedløbende var ganske tekniske. Heldigvis var der også en del af ruten, der var i skygge, hvilket hjalp meget, men jeg spejdede forgæves efter små vandløb eller lignende til at køle mig af i. Ruten var simpelthen knastør! Cirka en kilometer før vanddepotet blev jeg da også overhalet af en amerikansk kvinde, der må have været noget udtørret på trods af sit høje tempo opad. Hun nærmest skreg efter vanddepotet. Mine spanskkundskaber er meget små, men ”donde esta el aqua!” kunne jeg godt regne ud, hvad betød.

På profilen så de ikke så de sidste stigninger ikke så slemme ud, men de havde stræk, hvor stigningsprocenten faktisk var ret høj og med den akkumulerede træthed i benene, trak de virkelig tænder ud og jeg var svært tilfreds med, at jeg havde beholdt stavene. Sidst i sådan et løb kæmper jeg mest af alt med tålmodigheden. Jeg kan godt fortsætte, men jeg vil egentlig bare gerne i mål. Tempoet daler og derfor går det hele bare meget langsommere og jeg skal affinde mig med, at jeg ikke kan bevæge mig så hurtigt, som jeg egentligt gerne ville.

Men på trods af et dalende tempo, kom jeg i mål til en dejlig velkomst af publikum og især af vores hjælpere, holdleder Søren og udgåede Simon, der filmede vores respektive målgange. Jeg var træt og både tilfreds og irriteret. Tilfreds med at blive bedste dansker og egentlig levere det bedste løb på sådan en distance til dato, når jeg kigger på energiniveau, kramperne og disponering. Irriteret over, at jeg stadig var så langt efter vinderen og ærgerlig over, at Simon og Anders måtte udgå, hvilket kostede os dyrt i holdkonkurrencen. Når det så er sagt, har jeg fuld respekt for deres beslutninger. Egentlig har jeg aldrig haft det bedre efter et ultraløb som efter dette. Der var selvfølgelig ømhed, men slet ikke så slemt som de foregående, hvor jeg har løbet adskillige timer med svære kramper. Denne gang var der også kramper, men de kom meget senere i løbet og slet ikke lige så slemt som tidligere.

Hvad nu?

Jeg drømmer allerede om nye løb i bjergene! Jeg er nok lidt skadet på det område. Jeg er netop blevet udtaget til VM i bjergløb i Polen, der løber af stablen d. 24. juni og byder på cirka 36 kilometer og 2100 højdemeter. Jeg vil gerne deltage, men der er lige noget transport og arbejde, der skal gå op, før det bliver en realitet.

Jeg har også været så heldig at vinde en fristart til et fransk løb, der hedder Echappee Belle, som ligger i starten af september. Her er der tre distancer at vælge imellem, men jeg ”nøjes” med den korteste, der lyder på 57 kilometer og hele 4100 positive højdemeter. Jeg kan se på mine ITRA-point, at jeg klart er bedst et sted mellem 30 og 60 kilometer og det er også de distancer, som jeg selv synes er sjovest. Når løbene bliver længere, daler jeg simpelthen i niveau. Derfor er det også naturligt at have fokus på næste års VM i ultratrail i juni, der bliver på omkring 50 kilometer og skal afholdes i Portugal. Undervejs sniger der sig selvfølgelig andre løb ind. Jeg vil da overveje DM i lang trail i Århus i oktober og mange af de andre udmærkede trailløb rundt omkring i Danmark. Måske endda også et forsøg på at forbedre min tid ved CPH Half, der sidste år lød på 1:11:39…?

Om forfatteren

Steen Walter

Jeg er en af grundlæggerne af Runtalks. Jeg har gennem en årrække tilhørt den danske elite indenfor mellem/langdistanceløb, men en del danske mesterskaber bag sig. Jeg elsker stadig løbesporten og nyder på trods af min nu manglende form at snørre skoene og løbe en tur i skoven. Til daglig arbejder jeg som Projektleder i Trail Fox Series.

FaceBook

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Sponsor

Løbskalendar

« juli 2024 » loading...
M Ti O To F L S
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
1
2
3
4