TDS 2019 – En ganske ærlig beretning…

Morten Brændholt, Columbia Montrail atlet

Mandag d 26. august fløj Mikkel Bøgh Holtov og jeg til Geneve. Ud over at supportere mig, skulle Mikkel støtte Santi Manzano (CCC) og Henrik Thomsen (OCC). Et par prægtige gutter som begge gennemførte på overlegen vis.

Alperne er ikke nyt løbeterræn for mig. Jeg har tilbragt rigtig meget tid i netop Chamonix som jeg mener er et af jordens mest fantastiske steder. Trailløb er heller ikke nyt for mig. Jeg præsterer hæderligt og føler mig godt hjemme i det bløde terræn.

Der er mange holdninger til UTMB. Jeg mener at denne uge er en fuldstændig eventyrlig event. Har man en gang oplevet at løberne på den legendariske UTMB-distance sendes afsted med Vangelis ”Conquest of Paradise” på fuld udblæsning, så er man solgt…

Jeg havde i år fået lejlighed til at deltage i TDS (Sur les Traces des Ducs de Savoie). En distance der strækker sig over 145 km med 9100 højdemeter. 2/3 af ruten ligger over 2000 meters højde. Cirka 1760 løbere deltog og makstid var 42 timer. Det skulle vise sig at årets rute som var øget med 28km + 3100 højdemeter var en barsk omgang. Næsten 700 løbere udgik undervejs.

Med start i Courmayeur kl 04:00 d. 28. august var det nødvendigt at tage shuttlebussen fra Chamonix kl 02. Måske ikke helt optimalt med maks 2-3 timers søvn forud for netop dette løb…  Mikkel vækkede mig kl 0055, de obligatoriske havregryn blev spist, kaffen drukket, to gange på toilet og flaskerne + øvrigt gear gjort klar. Alt i alt en harmonisk opstart trods manglende søvn.

Efter en dejlig bustur gennem Mont Blanc-tunnelen med en lettere trykket stemning, ramte vi Courmayeur, Italien. Mikkel fik leveret mig 5 meter fra start (tak Mikkel J) og alt var ok. Stemningen var god. Folk var klar. Jeg var stolt af at være iklædt tøj/gear fra Columbia Montrail fra top til tå. En fantastisk samarbejdspartner som jeg sætter stor pris på. Jeg prøvede at undgå øjenkontakt med de kontrollører som sporadisk prikkede folk på skuldrene mhp fremvisning af ”mandatory equipment”. Regler/sikkerhed er selvsagt helt i top i disse forholdsvis risikable bjergløb. Officials er benhårde og konsekvente ved afvigelser. Det skulle jeg selv opleve efter 91 km.

Starten gik og jeg kunne blot repetere min gameplan; Læg ikke for hårdt ud (makspuls 148), hold styr på åndedrættet, sidder alt som det skal (selvtjek), indtag ca 400-450 kcal/time, drik rigelligt osv.

Fire-fem kilometer efter start rammes første regulære stigning. Arète du Mont-Fevre med checkpoint i ca 2400 meters højde. Okay, så er vi i gang. Jeg mærker allerede her at en vabel på min højre hæl har valgt at gøre fornøjelsen endnu større. Faktisk en lidt deprimerende erkendelse idet der er ca. 137 skånselsløse kilometer tilbage. Jeg havde valgt at løbe i Colombia Montrail Mountain Masochist. En fed sko som jeg var ret begejstret for. Grundet ret fedtede forhold skulle det vise sig at være et mindre hensigtsmæssigt valg.

En fuldstændig fantastisk solopgang over de italienske alper mødte os på nedløbet fra Col Chavannes (2600 m) Pandelampen røg i vesten mens solbrillerne kom frem. ”Nu kører det”. Men det fornøjelige aftager hurtigt. Kombinationen af højere temperaturer end ventet (20-22 grader), de høje luftslags virkning på min puls og mega teknisk nedløb, skulle vise sig at være en coctail der vanskeliggjorde min ambition om en placering blandt de bedste 10 procent.

Efter godt seks timer rammer jeg depotet Bourg Saint-Mourice (51 km) efter et langt nedløb. Jeg er bare rigtig utidig og tappet for kræfter. Min urin har farve som rust og der er bare ikke rigtig noget der fungerer. En tænkepause med vand og 5 minutter med egenreflektion slår fast at jeg er på vej ud af løbet og at jeg skal tænke mig rigtig godt om hvis ikke jeg skal vende hjem til mine unger i DK med en ”NDF” på samvittigheden. Et par meget søde og hjælpsomme ældre kvinder i depotet opgiver mig hurtigt da de tydeligvis kan fornemme konfrontationen mellem mine dæmoner på den ene side, og de gode tanker på den anden J.

Jeg er bare nødt til at indskyde her, at os jævne løbere der tilbringer hovedparten af vores træningstid 0,5-15 MOH udfordres helt vildt at løb i bjergene over længere tid. Op, ned, tynd luft, dehydrering, varme. Der er flere faktorer som er enormt vanskelige at kontrollere.

Jeg sjosker fra vanddepotet, med de bekymrede hjælperes øjne i nakken, afsted mod det egentlige depot som ligger 5 km længere fremme. Jeg diskuterer stadig med mig. Klokken er 10:46 og jeg har været i gang i knapt 7 timer. Vand/danskvand/cola, myslibarer, appelsin, vandmelon og banan ændre mit syn i løbet af 10 min. Jeg får taget mig sammen, spist rigtig godt og kommer faktisk nærmest flyvende ud af depotet. Jeg får øjenkontakt med en ældre mand som laver dobbelt ”high five” med mig. Faktisk løber jeg derfra med tårer i øjnene efter den oplevelse. Sikke en sød mand… I dag tænker jeg bare, at jeg har været forholdsvis langt nede at slisken og at jeg havde brug for lidt ”alpe-kærlighed” på det tidspunkt…

Løbet fortsætter og de næste seks-syv timer forløber ganske tilfredsstilllende. Det er fuldstændigt ubeskriveligt hårdt… Min puls ligger generelt for højt, men gode perioder stabiliserer den og jeg er i kontrol. Jeg har ikke svært ved at følge med når det går opad, men jeg taber alt det vundne land når vi igen løber nedad… På det tidspunkt går det op for mig, at hvis jeg nogensinde vil udsætte mig selv for sådanne pinsler igen. Så har jeg edderbukme af have ”tørtrænet min nedløbsteknik” inden. Det går usandsynligt ondt og jeg finder aldrig rytmen nedad. I sig selv problematisk da man netop skal samle kræfter på nedløbene.

I en længere periode følger jeg et britisk makkerpar. En mand og en kvinde. Hun viser sig at være ret giftig og efter ca 2 timers løb stikker de af. Jeg møder hende igen ved Pas d´Outray (ca 85 km 2200m) Hun er styrtet og udgået med en heftig forstuvning. Det er langt fra den sidste løber som jeg oplever må forlade løbet under trælse omstændigheder. Det er også her at jeg opdager en fatal fejl ved min forberedelse til TDS. Mobiltelefon er selvsagt ”mandatory equipment”. Jeg konstaterer til min irritation at den er død. Løbet tør for strøm…

Jeg fortsætter og rammer Beaufort (91 km 600hm) ca. kl 20. Her har man dropbags og i øvrigt mulighed for et velfortjent hvil, et måltid mad og lægehjælp. Jeg henvender mig til en hjæper mhp. at få lidt strøm på min tlf. mens jeg snupper endnu en af talrige konfrontationer mellem de føromtalte dæmoner og de gode tanker J. Det skulle vise sig at være lidt kritisk. Meldingen er klar. Jeg må ikke fortsætte før min telefon er fuldt opladet og det vil tage 3 timer. ”3 TIMER!!!” sådan bliver det og jeg forsøger ikke engang at diskutere denne regel. Sikkerheden er til for min skyld og jeg kan bare forberede mig ordentligt. Dels kan jeg medbringe en powerbank, og dels kan jeg slå alt det lort fra som hele tiden opdateres på min telefon…

Jeg hviler lidt, spiser, får ordnet mine tæer (et par negle har valgt at forlade kroppen) mens tiden går. Klokken cirka 23:00 forlader jeg Beaufort. Ca 150 løbere har passeret mig og jeg smutter fra en ok placering blandt de første par hundrede, til noget helt andet…

Det er buldrende mørkt da jeg kommer afsted. Det er fortsat irriterende varmt men jeg må videre. Jeg får hurtigt følgeskab af en ordentlig kleppert fra Luxenborg. Vi laver en aftale om følgeskab til mål, men kort tid efter må ”Christophe” tage et hvil og udgår sidenhen.

Jeg er ved godt mod og oplever at 3 timers pause i sagens natur har en positiv effekt på alt. De efterfølgende seks timer – frem til Col Du Joly (ca 2200m) er som TDS må forventes at være. Det er ubeskriveligt hårdt. I buldrende mørke følges sporet. Man er fuldstændig uvidende om hvad der foregår udenfor det lille oplyste område fire meter foran dig. Når man en sjældent gang kikker op med henblik på  at se et checkpoint, så konsteterer man blot, at derude i mørket, langt over din position i en ubestemmelig afstand, lyser en række af pandelamper ildevarslende op. Den vej skal du også J.

Solen står op endnu engang. Alperne viser sig igen fra en fuldstændig fantastisk side… jeg runder 121 km (Contaimines) og har nu været i gang i 27 timer… Kun én seriøs top  (Col Tricot ca 2300) + lidt småtteri venter forude. Herefter kommer otte kilometer nedløb efterfuldt af otte kilometer i dalen til finishline… Col Tricot skulle dog vise sig at være fuldstændig forfærdelig… Cirka 1300 meter lige op i himlen mens du allerede fra bunden kan se kontrollørernes gule jakker på toppen. Lad det være sagt med det samme. Ressourcerne er begrænsede og du er faktisk indstillet på at lukke ned for denne løbetur på dette tidspunkt… Op kom jeg og nedløbet kunne sættes i gang…  Her bør man jo bare bide tænderne sammen, men ak. Af hensyn til min sikkerhed måtte jeg simpelthen lægge mig i 10 min umiddelbart før jeg nåede sidste checkpoint (Les Houches). Vi var kommet ned fra højderne og varmen var kvælende. Man skal ikke være svimmel i de omgivelser…

Dalen rammes og jeg lunter langs floden mod mål i Chamonix. Alle man møder er positive og hepper på fantastisk vis. Jeg følges med et par franskmænd som absolut ikke taler engelsk. På dette tidspunkt er der en gensidig forståelse og kommunikation som langt fra nødvendiggør tale. Vi er lykkelige og stolte over at nærme os mål. Det er også her jeg støder på Bo Larsson og Stina Bækgaard. Et par Columbia-løbere som også tager del i årets event og præsterer superflot. ”Få nu røven med dig og kom ind i byen Morten!” Det var omtrent budskabet fra dem J, og sikke en modtagelse. Om end jeg ikke rammer målområdet blandt de bedste 10 procent, så er modtagelsen fuldstændig eventyrlig. Flere gode venner inkl. Søren Struve (Columbia Montrail) tager imod mig ved målstregen og kan blot bekræfte hvad jeg godt selv vidste. En Morten som absolut har brugt hvad der var til rådighed og lidt mere, er kommet i mål… Den ønskede plsacering blev vekslet til en placering blandt de bedste 20 procent. Jeg har aldrig før – og vil aldrig igen grave så dybt i et trailløb. Netop derfor er jeg utroligt stolt over min præstation samt en fuldstrændig ligegyldig placering i den sammenhæng, som jeg måtte arbejde hårdt for.

TDS har lært mig rigtig meget. Ud over at være det hårdeste jeg nogensinde har foretaget mig, så har jeg ikke gjort det nemmere for mig selv. En LANG række justeringer vil bidrage positivt til en, for mig, god placering ved UTMB i 2020, for jeg kommer tilbage J.

Tak til Columbia Montrail og gutterne bag, for at lade mig indgå i det stærke hold ved UTMB i år.